Bestyrelsens beretning ved formand Jan Kay

Historie:
Mommark Landsbylaug har nu eksisteret i 2 år.
Lauget blev i høj grad stiftet på grund af situationen med Mommark Havn og campingplads.
Derfor vil denne beretning også indeholde en del om de aktiviteter bestyrelsen har gennemført i 2009 med henblik på at få gang i området igen.

Arrangementer:

Udviklingsmøde den 15. januar 2009.
I samarbejde med Sønderborg kommune og Landdistrikternes Fællesråd inviterede Mommark Landsbylaug til Udviklingsmøde den 15. januar 2009.
Det var en fornøjelse at opleve engagementet hos de ca. 50 personer som var mødt frem. Det blev en aften med en livlig debat og der kom mange gode input til fremtiden i Mommark.
Specielt blev Mommark Havn og campingpladsen igen centrum for debatten.
Men også bevarelse af naturen og vedligeholdelse af stier blev vendt grundigt.
Desuden kom der en del spændende forslag om nye aktiviteter på havnen.

Generalforsamling den 17. marts 2009
Vi havde i forlængelse af generalforsamlingen i marts 2009 besøg af Bendt Olesen, daværende byrådsmedlem og formand for Plan- og Strategiudvalget.
I sit indlæg fastslog Bendt Olesen, at Mommark Havn og campingplads ville blive solgt senest den 23. juni 2009. Der manglede kun detaljer i handlen.
Bendt Olesen slog også fast, at havn og campingplads aldrig ville blive udlejet igen.
Men den 23. juni kom og gik og der skete stadigvæk ikke noget.
Intet nyt fra Bendt Olesen.
På trods af, at Bendt Olesen højhelligt havde lovet mig, at så snart der skete noget nyt ville jeg være den første til at høre om det, måtte Landsbylauget pludselig høre fra flere sider, at havn og campingplads skulle udlejes i 3 år. Og udlejer behøvede ikke at foretage sig noget med hensyn til drift af havn og campingplads. De skulle blot have tid og ro til at udarbejde et projekt. Der var ingen krav om vished for kapital eller grundide om et projekt.
Jeg tog derefter kontakt til Bendt Olesen, der måtte indrømme at det pludselig var blevet planen. Altså i strid med tidligere løfter.

Noget måtte gøres.
Bestyrelsen inviterede derpå Erik Lauridtzen fra Socialdemokraterne, Aase Nyegaard fra Fælleslisten, Steffen Kleinschmidt fra Schleswigsk Parti og Peter Hansen fra venstre til individuelle møder om det nye udspil fra Bendt Olesen.
Vi holdt møderne i cafeen hos Lis. Vi gav de 4 byrådsmedlemmer en rundtur på havnen, så de ved selvsyn kunne se det forfald som kommunen i stilhed havde godkendt.
Bestyrelsen føler i dag, at vores indsats overfor politikerne gav bonus.

Vi er, som der står i vores vedtægter, upolitiske i Mommark Landsbylaug, men det skal ikke være nogen hemmelighed, at Socialdemokraternes nederlag ved byrådsvalget i november gav håb for en ny debat om mulighederne i Mommark.

Peter Hansen fra Venstre, blev den nye formand for Miljø og Teknik som fremover skal varetage området ved havnen.
Han tog straks kontakt til Mommark Landsbylaug og, som de der deltog i vores stormøde om havnen vil vide, kom der en god plan ud af det.
Planen går ud på, at genskabe op til 70 bådpladser i havnen, renovering af selve havneområdet og renovering af campingpladsen så den kan komme i gang senest den 1. maj 2010. Endvidere vil selve havnen ikke umiddelbart indgå i et fremtidigt salg.

Vandretur 16. maj 2009

Vores næste arrangement var en vandretur, der skulle have gået fra Mommark Havn og til Nørre Kettingskov. Midtvejs skulle vi have grillet pølser og drukket en øl eller en sodavand ved Ertebjerg Hav.
Ca. 20 børn og voksne var mødt op iklædt flot regntøj og vandrestøvler.
Vejret var imidlertid ikke med os. Det regnede en hel del og da alle var indstillet på at vandre uanset regnen fastlagde vi straks en ny rute der gik fra Havnen til enden af Fiskervej og tilbage til Havnen ad stranden.
Det blev en dejlig tur, og til alles glæde blev det hurtigt fint vejr.
Således velfornøjede, og med vandreturen overstået, fortsatte dagen med pølser og øl og sodavand hos Lis. Og naturligvis en masser snak.
Det blev en rigtig god dag.

Mere Musik i Mommark den 5. juli 2009

Søndag den 5. juli 2009 præsenterede bestyrelsen den første udgave af ”Mere Musik i Mommark”. En mindeværdig søndag, hvor Royal Garden Jazzband spillede noget meget flot jazz for de 700-800 mennesker der i løbet af eftermiddagen gæstede havnen. Landsbylauget solgte grillpølser, øl og sodavand.
Igen tak til alle som hjalp til ved dette meget succesrige arrangement. Og tak til de sponsorer der gjorde det muligt.
Landsbylauget fik lidt penge i kassen og vi fik igen gjort opmærksom på Mommark Havn og de muligheder som området indbyder til. Rigtigt mange opfordrede os til at fortsætte arbejdet med få gang i det hele igen.

Sommerfest 29. august 2009
Lørdag den 29. august afholdt vi sommerfest nr. 2. Jens og Laila havde venligst stillet lokaler til rådighed og 40 voksne og 15 børn var mødt op og fik en dejlig dag og aften.
Vi legede støvlekast, vandbæring, ringspil og mange andre sjove lege, og heldigvis kunne de voksne slet ikke lade være med at lege med. Hen under aften blev der tændt op i grillen og al den dejlige medbragte mad blev tilberedt og spist.
Et af højdepunkterne ved sommerfesten var naturligvis kåringen af
”Mommark Kagebagemester 2009”.
Der var indleveret mange flotte og imponerede kager til konkurrencen. Kampen var hård og meget tæt og vinder blev Elisabeth Mørk. Tillykke til Elisabeth, og tak til alle deltagerne for de dejlige kager som vi alle efterfølgende kunne nyde.

Bankospil den 26. oktober 2009
Den 26. oktober blev vores første bankospil afviklet. Det var en fornøjelse, at mange var mødt op til spillene om de flotte præmier, som erhvervsdrivende i Sønderborg, Skovby, Lysabild og Mommark havde sponsoreret.
Igen et spændende og hyggeligt arrangement i Mommark.

Jeg vil, som formand for Landsbylauget, gerne sige tak til den øvrige bestyrelse for et glimrende samarbejde, og en særlig tak til alle jer som har ydet en god opbakning i det forløbne år. Ligeledes mange tak til sponsorer og annoncører. Også en stor tak til Mommark Handelskostskole for godt samarbejde.

Jan Kay
Formand
Mommark Landsbylaug
Tlf. 20142463