Bestyrelsens beretning ved formand Jan Kay

Historie:
Mommark Landsbylaug blev født den 27. marts 2008. Denne aften havde vi besøg af Sille Marcussen fra Sønderborg kommune og der blev debatteret kraftigt om Mommark Havn.

På generalforsamlingen den 13. maj 2008 blev vedtægterne for Lauget vedtaget.
Der blev valgt en 7 mand stor bestyrelse der på det efterfølgende møde konstituerede sig med formand, næstformand, sekretær og kasserer. Fordelingen er vist velkendt.
Samme dag blev Mommark Landsbylaugs logo præsenteret. En stor tak til Mike Uppdal for det fine logo.

Arrangementer:
Laugets første arrangement var en vandretur den 7. juni 2008.
Kl 10 mødte 28 veloplagte børn og voksne, samt mange hunde, op på gårdspladsen hos Per Svennesmølle 2.

Børnene fik en sodavand og de voksne fik en lille en til halsen. Per havde spændt en vogn på den store traktor og sørgede for at vi kom sikkert ud og hjem fra Saruphav, hvor selve traveturen havde start og mål.
Dagen indeholdt også en tegnekonkurrence for børnene og der er mange talenter her i Mommark.

Næste arrangement var en sensommerfest med indbygget skattejagt. 39 voksne og 16 børn havde en dejlig dag med en travetur i det meste af Mommark og efterfølgende en festlig spisning.
Den dag kårede Mommark Landsbylaug også Mommarks første Kagebagemester og som I sikkert husker blev det, efter en særdeles tæt dommervurdering, Eva Normanns dejlige kage som behagede dommerne mest.

Den 27. november havde Lauget fornøjelsen af, at invitere til ”En fortælleraften” med Frode Kristoffersen.
Et arrangement hvor også borgere uden for Mommark kunne deltage. Knap 70 personer havde her på Skolen en virkelig dejlig aften, hvor Frode Kristoffersen fortalte om Mommark, Tandslet, Sønderborg, Berlin og Bogense.
Historierne kaldte også mange minder frem hos flere blandt publikum. Alt i alt en rigtig god aften.

I samarbejde med Sønderborg kommune og Landdistrikternes Fællesråd inviterede Mommark Landsbylaug til Udviklingsmøde den 15. januar 2009.
Det var en fornøjelse, at de ca. 50 personer som var mødt frem, med stort engagement deltog i debatten og gav mange gode input til fremtiden i Mommark. Specielt blev Mommark Havn og campingpladsen igen centrum for debatten.
Men også bevarelse af naturen og vedligeholdelse af stier blev vendt grundigt.
Desuden kom der en del spændende forslag om nye aktiviteter på havnen.

Den 9. februar blev Laugets indstilling til kommuneplanen afleveret. Kan ses på www.mommark.net.

Laugets øvrige arbejde:
I tiden siden seneste generalforsamling har bestyrelsen naturligvis haft megen fokus på Mommark Havn, campingpladsen og kiosken.

I maj 2008 havde formanden 2 møder om havnen. 6. maj med Sille Marcussen og senere i maj var det et møde med Holger Duus fra Sønderborg kommune. Mødet forgik i kiosken på havnen.
Mødet resulterede i, at Holger Duus lovede at kiosken blev sat i udbud ugen efter.
Holger holdt ord og ikke lang tid efter, juli 2008, kunne vi her i Mommark konstatere, at Lis Godbersen havde fået kontrakt på, at drive kiosken ”Mommark Strand”, som hun døbte stedet.
Og tak til Lis for det.
Det var vist det mest positive initiativ på havnen i lang tid.

I april og maj arbejdede bestyrelsen med at få en hjemmeside til Landsbylauget op at køre.
Mike Uppdal var en af de bærende kræfter og det lykkedes den 1. juni 2008 at præsentere en, synes vi selv, meget flot hjemmeside.
En hjemmeside der også lever op til de krav som Sønderborg kommune stiller til landsbylaug der kan modtage tilskud til driften.
Det er mit håb, at endnu flere vil benytte siden i 2009.

Bestyrelsen har arbejdet meget med kommunen i bestræbelserne på, at få gang i havnen og campingpladsen.
Den 6. august 2008 havde vi således et møde med Sønderborg kommune, repræsenteret ved Bendt Olesen og Sille Marcussen.
På mødet søgte vi at få en deadline på, hvornår Mommark Havn kom i udbud samt at aftale en plan B.

Desværre var kommunen ikke interesseret i at udarbejde en plan B. En sådan plan ville Bendt Olesen ikke udarbejde da det ville begrænse kommunens handlefrihed.
Som bekendt kom Havnen i udbud medio september 2008 med en deadline for afgivelse af bud til den 2. november 2008.

Der kom ingen bud. Finanskrisen havde meldt sin ankomst. Alle de kloge hoveder som medier landet over spurgte til råds om en sådan investering sagde klart, at det ville være tosset at købe en havn. Det er helt klart en opgave for en offentlig myndighed.

Vi gav selvfølgelig ikke op. I diverse artikler i JydskeVestkysten har bestyrelsen givet udtryk for Mommark-borgernes holdning til havnen.
Medio januar 2009 inviterede bestyrelsen således Vivian Krøll og Holger Duus fra Planafdelingen i Sønderborg kommune til et møde.
Resultatet af mødet blev desværre ikke særligt opmuntrende. Fremtiden for Mommark Havn er stadig i hænderne på Bendt Olesen som er besluttet på, at havnen skal sælges.
Investorer må have tid.

Den 2. februar 2009 havde Bendt Olesen møde med en investor.
Ifølge Bendt Olesen var mødet så konkret at han forventede at have et salg af havnen på plads inden sommer 2009.
Men han regner ikke med at der kommer noget byggeri foreløbigt.

Efter denne generalforsamling har I jo selv mulighed for at stille spørgsmål til Bendt Olesen om havnens fremtid på såvel kort som langt sigt.

Jeg vil gerne sige jer alle tak for en god opbakning i det forløbne år og tak til sponsorer og annoncører. Også en stor tak til Mommark Handelskostskole for godt samarbejde.