Indkomne forslag til generalforsamlingen i Mommark Landsbylaug

Nedenstående 2 forslag er indsendt til bestyrelsen for Mommark Landsbylaug og behandles på generalforsamlingen d. 19. marts:

Forslag nr. 1:
Forslagsstiller: Jan Kay, Svennesmølle 24, Mommark.

”Generalforsamlingen vedtager, at bestyrelsen for Mommark Landsbylaug skal få indspillet
den nye sang om Mommark, skrevet af Helge Engelbrecht, på CD i et oplag på indtil 500 stk.
Der bevilges kr. 12.000,- til projektet.
Skulle beløbet ikke være tilstrækkeligt søges der lokale sponsorater til restfinansiering.
Indspilningen skal være gennemført inden 1. oktober 2012.
Der indspilles den allerede kendte version samt eventuelt en version hvor Helge Engelbrecht
eller anden person, mellem versene fortæller lidt om Mommark og Mommarks historie.
Jeg hjælper gerne med forslag til tekster.
CDen kan sælges til interesserede for et nærmere aftalt beløb via opslag i
sommerhusområderne, på havnen og på Laugets hjemmeside.
Der kan eventuelt ligges en smagsprøve ind på hjemmesiden.
Alle husstande under Mommark Landsbylaug får eventuelt et gratis et eksemplar.
Bestyrelsen sender en CD til alle radio- og TV stationer samt byrådet i Sønderborg kommune.
Formålet er, at skabe positiv opmærksomhed og interesse om Mommark, samt den skønne
natur vi har, for derved at trække flere turister til.
Hvis generalforsamlingen ønsker det er undertegnede gerne tovholder på projektet og
hjælper til med det praktiske.”
Bestyrelsen arrangerer, at det bliver muligt at afspille den nuværende version af sangen.
Jeg fremfører gerne selv mit forslag.
Jan Kay

- – -

Forslag nr. 2:
Forslagsstiller: Eigil S. Madsen, Fiskervej 16, Mommark.

Kære formand – kære Landsbylaug!

Som svar på min henvendelse den 2. marts 2012 takker jeg for svaret, som formanden i dag har personligt har afgivet. Jeg kan heraf forstå, at der ikke findes noget egentligt kort som angivet i vedtægternes §1 “(se kort)” og jeg skal derfor i den anledning bede bestyrelsen om at regulere vedtægterne således, at disse er i overensstemmelse med de virkelige forhold.

Ved en sådan regulering føler jeg mig opfordret til, at bede bestyrelsen tænke både innovativt og langsigtet. Som det er blevet formanden meddelt, synes det at være helt naturligt at for eksempel også Sarup blev en del af Mommark Landsbylaug på samme vis, som Tandselle øjensynligt er det. Målet er i sig selv skal ikke være at blive store – men på den anden side også være så store, at der også i fremtiden er ildsjæle nok at tage af til bestyrelsen.

Jeg skal derfor opfordre til, at man på Mommark Landsbylaugs kommende generalforsamling behandler ovenstående to emner:

1.    Vedtage at Sarup (evt. andre?) indlemmes i Mommark Landsbylaugs geografiske område
2.    Regulere vedtægternes §1 således, at der er overensstemmelse med de virkelige forhold

Ad. 1: Man kunne måske ligefrem forestille sig, at også sommerhusområdets grundejere, der jo betaler ejendomsskat i Sønderborg Kommune, blev medlemmer af Mommark Landsbylaug. En af fordelene kunne være, at lauget herved fik indflydelse på de handlinger, som de ikke-fastboende foretager sig.

Ad. 2: Tilvejebringelsen af et områdekort ville være en smal sag og en afgrænsning af medlemsområdet burde være et “must”.

Med venlig hilsen

eigil s. madsen