Kategoriarkiv: Arrangementer

”Mere Musik i Mommark” 2011 fester med jazz og populær musik

Mere Musik i Mommark

Mere Musik i Mommark

”Mere Musik i Mommark” 2011 fester med populær musik med alle de kendte kunstnere, samt flot jazz på programmet.

Der er gratis adgang til arrangementet.

Kom til Mommark Havn den 2. og 3.. juli hvor Mommark Landsbylaug præsenterer forrygende underholdning ved Diskotek Felix, samt levende og humørfyldt jazz ved Dixieland Jubilees Jazzband.

Lørdag Kl. 18.00 til 21.00 og søndag kl. 11.30 – 14.00 leverer Diskotek Felix lækker musik med blandt andet: Dire Straits, Status Quo, Credence, Smokie, Rocasino, Tøsedrengene, TV2, dodo and the dodos, Gnags og meget mere.

Søndag Kl. 15.00 til 18.00 vil Dixieland Jubilees give publikum en flot finale på Mere Musik i Mommark. Bandet spiller levende og humørfyldt jazz, der vil henrykke enhver der elsker den rigtige gode gamle traditionelle jazz. Orkestret har en herlig kontakt med publikum, så gå ikke glip af denne mulighed for at nyde en eftermiddag med flot New Orleans jazz, Dixieland, Sving, Boogies og Blues.
Musikere: Freddie Bang: Sang og basun. Ole ”Don” Kirk: Trompet og sang. Bent Østergaard: Klarinet, saxer og sang. Jens Holgersen: Kontrabas. Jens Petersen: -shuffle-, boogie- og bluesmand samt klaver, Kim Kjær: Trommer.

Formanden for Mommark Landsbylaug glæder sig til at publikum kan opleve en lige så festlig dag som det var tilfældet i 2010.

Formanden tilføjer, at hvis der fanges fisk den 4. juli, ja så bliver der også mulighed for at købe friske fisk hos havnens fiskere.

Den nyrenoverede havn er åben for sejlere og campingpladsen tilbyder også gæsterne et weekend-ophold til en meget favorabel pris.
Ring og reservér plads i havnen eller på campingpladsen.
Lis har tlf. +45 2251 0849.

Andre henvendelser vedrørende arrangementet bedes rettet til formanden for Mommark Landsbylaug, Jan Kay på tlf. +45 2014  2463

En søndag i Mommark med fest og glæde

Den 4. juli 2010 inviterede Mommark Landsbylaug til fest: Åbning af havn og ”Mere Musik i Mommark”.
Det var en invitation som rigtig mange mennesker fra nær og fjern benyttede sig af, og tak til jer alle som var med til at gøre dagen så festlig. I spiste alle pølserne og drak alt øllet, så Landsbylauget var glade for besøget.

Jeg sender også en hilsen og tak til Crossroad, Sønderborg Amts Squaredanse og Hans Jørn Wulff All Star Jazzband for pragtfuld underholdning.

Det var en fornøjelse at se glæde og humør i publikums ansigter, og det var dejligt at høre de mange rosende ord om Mommarks nye havn og campingplads.

Se de mange billeder fra dagen her på siden og skriv gerne en kommentar hvis du har noget på hjerte.

Dagens program var som følger:
Kl. 11.00 indviede Sønderborg kommune den nyligt renoverede Mommark Havn.
Kl. 11.30 til 14.00 gik CROSSROAD på scenen og spillede musik fra 60’erne og frem til i dag.
Kl. 14.30 til 15.00 kunne publikum nyde Sønderborg Amts Square-danseres opvisningshold.
Kl. 15.00 til 18.00 gav Hans Jørn Wulff All Star Jazzband publikum en flot finale på Mere Musik i Mommark. Bandet spillede levende og humørfyldt jazz.

En stor tak til Sønderborg kommune og Lis som lånte os havnepladsen, en tak til alle sponsorer og en lige så stor tak til at alle frivillige, der ydede en fantastisk indsats.

Forhåbentlig på gensyn til ”Mere Musik i Mommark” søndag den 3. juli 2011.

Jan Kay
Formand
Mommark Landsbylaug
Tlf. 20142463

Fotos: Dorthe Grube Porter, Eigil S. Madsen og Jan Kay

[Galleriet er ikke fundet]

Indslag om indvielsen af Mommark Havn i TV Syd

I går, søndag d. 4. juli, blev den nyrenoverede Mommark Havn officielt indviet. TV Syd var på pletten og det blev til et fint tv-indslag om Mommark Havn. Se tv-indslaget på TV Syds hjemmeside: http://www.tvsyd.dk/video/30363

Læs evt. mere om indvielsen på dinby.dk: http://www.dinby.dk/sonderborg/mommark-havn-blev-indviet-med-maner

Mange i Mommark maler molerne og fyrtårnene

På bestyrelsens vegne siger formanden for Mommark Landsbylaug mange, mange TAK til de ca. 25 frivillige, der lørdag den 19. juni fra kl. 9.00, var mødt frem for at give havnemolerne og fyrtårnene på Mommark Havn en særdeles tiltrængt gang maling.

Vejrguderne truede dagen igennem med regn. Men heldigvis blev det kun til ret små og spredte byger, der ikke var i stand til at forhindre de hårdtarbejdende ”malere” i at gennemføre deres forehavende.

Resultatet er fantastisk. Molerne og tårnene er igen rene, hvide og præsentable.

I skrivende stund sidder jeg og håber på, at den sene eftermiddagsbyge ikke ødelægger det flotte arbejde.

Så er der nogle læsere som ved selvsyn ønsker at se forandringen, så planlæg en søndagstur til Mommark Havn.
Køb en Mommark Vaffel eller anden forfriskning hos Lis i Caféen og nyd den samtidig med en tur rundt i havnen.

Nyd de rene hvide flader, de hvide fyrtårne og læg også mærke til de nye og flotte broer i havnebassinet.

Skulle der også være campister som læser dette, der er i tvivl om, hvorvidt det er muligt igen at campere i Mommark, så kan I roligt komme. Pladsen er klar, hækkene er klippet og græsset et slået. Lis er klar til at tage imod jer.
Husk, at næsten ALLE PLADSER HAR UDSIGT TIL DEN NYE OG FLOTTE MOMMARK HAVN.

Igen tak for den positive modtagelse som bestyrelsens invitation blev mødt med. Vi vil ikke tøve med at kalde på jer igen hvis behovet er der.

Mommark Landsbylaug
Jan Kay
Formand

Forventningerne stiger i Mommark

Stormøde om Mommark Havn.

Torsdag den 4. februar 2010 var Mommark Landsbylaug arrangør af et stormøde om Mommark Havn. Mødet blev afholdt i festsalen Latina på Mommark Handelskostskole.

Landsbylauget havde indbudt byrådsmedlem i Sønderborg kommune Peter Hansen (Venstre), der også er den nye formand for Miljø og Teknik og dermed den politisk ansvarlige for Mommark Havn.
Fra Planlægning i Sønderborg kommune deltog ligeledes Vivian Krøll og Sille Marcussen.

Landsbylaugets formand Jan Kay, indledte mødet med en varm velkomst til de 75 fremmødte, der havde trodset de seneste dages voldsomme snevejr og nu så frem til at høre nyt om Mommark Havn.
Formanden gav en kort orientering om tidligere aktiviteter i Mommark.
Oplysningerne var hentet i Jørgen Jacobsens bog ”og snart er alting længe siden”.
Heri står skrevet at måske har Mommark navn efter en viking der hed Mom og som måske havde en borg her hvor landsbyen nu ligger.
Der står endvidere at her i mange år har været en havn med posthus og kiosk, en kro (Mommark Færgegård), færgedrift til både Fåborg og Ærø, ligesom der også i mange år har været en jernbane.
Mommark har sågar haft en smed, en skrædder, en murermester, en købmand og en skole.
Og, det er lidt mere usikkert, der skulle angiveligt have været en galge. Så måske har der også været en bøddel.

Indtil for få år siden var der 3 campingpladser i Mommark: Bellevue, Solskrænten og Mommark Camping på havnen, hvor der også i mange år var en velbesøgt restaurant.
Fælles for alle disse aktiviteter er, at de er fortid.

Det må være slut med afvikling nu.

Jan Kay opfordrede derfor alle til at arbejde sammen for, at når der i fremtiden bliver talt om Mommark, ja så bliver det med ordrerne ”Mommark i Udvikling”.

Peter Hansen startede sit indlæg med at skitsere de seneste par års historie om Mommark Havn.
Fra tiden hvor Mommark Feriecenter gik konkurs og kommunens overtagelse af området og bygningerne. Og en kort orientering om det gamle byråds mislykkede forsøg på at sælge Mommark Havn.

Peter Hansens forslag til genåbning af havn og campingplads er som følger:

MÅL
•    Nye flydebroer til sejlbåde
•    Nedbrydning af kro
•    Etablering af toilet- og badecontainer
•    Renovering af opholdsbygning
•    Løbende årlig renovering
•    Lejeaftale for hele området
•    Projektudvikling af campingdelen

Havnen bliver renoveret. Kroen/restauranten rives ned, og der etableres broer og faciliteter til ca. 70 lystbåde. Investeringer i havne er ikke omfattet af lånerammen.
I løbet af ca. 5 år skulle renoveringen af havnen være tilendebragt.
Det er vigtigt at havnen stadig er hjem for de fiskere som i dag benytter i havnen.
”Hvor der er mennesker, kommer mennesker til”.

Campingpladsen bliver genåbnet i en ”rustik” form hvor der opstilles toilet- og badevogne.
Altså bliver der ikke tale om en 5-stjernet campingplads, men en plads for naturelskere og folk som kan lide det lidt primitive campingliv.
Kiosk og café kan således fortsætte driften om end det må imødeses at det nok ikke straks bliver en guldrandet forretning.

Der udarbejdes et betinget skøde på området på f.eks. en 3-årig periode, hvor en eventuel investor kan udarbejde en ny og tilpasset lokalplan for området. Sønderborg kommune ser gerne en udvikling af området.

Investeringsplanen for kommunen udgør indledningsvis for havnen et tocifret million beløb og for det øvrige område ca. kr. 250.000,-.

Alle aktiviteter skal efter planen åbne her til foråret, senest 1. maj 2010.
Peter Hansen modtog stor applaus får forslaget og tog endvidere godt imod et forslag fra salen om at opføre en offentlig legeplads i området.

Derefter blev der åbnet for debat, og flere indlæg støttede den fremlagte plan.

Dog havde formanden for Mommark Landsbylaug ønske om, at der blev gennemført et nyt syn af restaurantbygningen, så der kan regnes på, om det fremover vil være muligt at benytte bygningen som samlingssted for borgerne i Mommark, der i dag skal køre langt hvis de ønsker større sammenkomster. Det vil ikke være usandsynligt, at der går både 5 og 6 år inden der eventuelt kommer et projekt op at stå og i den tid kan Mommark lige så godt have glæde af bygningen.
Når bygningen først er jævnet med jorden og der måske ikke kommer et nyt projekt, ja så kommer der aldrig en bygning op at stå igen.
Kommunen forventer at det måske vil koste flere hundrede tusinde at rive bygningen ned. De penge, mente Jan Kay, ville være bedre anvendt til at renovere bygningen for, og eventuelt overdrage bygningen til Landsbylauget som efterfølgende vil stå for driften.

Fakta:
Peter Hansen skal nu bruge den nærmeste tid på at forhandle enkelthederne på plads.
Der skal udarbejdes en aftale med henblik på drift af campingplads og lystbådehavn.

Mommark Landsbylaug ser frem til, at de mange planer bliver til virkelighed, og glæder sig over, at der igen kommer liv i havn og på campingplads.

Veit von Krottnaurer afrundede aftenen med en helt speciel oplevelse til publikum. På inciterende og spændende vis fremførte han kærlige og erotiske tekster af  de verdenskendte forfattere Francios Villon, Charles Bukowski og Berthold Brecht. Veit von Krottnaurers præstation gav frit spil til fantasien og tilskueren fik en intens oplevelse af kærlighed og begær.

En stor tak til Mommark Handelskostskole for lån af Latina og tak for den sponserede kaffe og kage.

Se billeder fra aftenen forneden.

Mommark Landsbylaug
Jan Kay
Formand
Tlf. 20142463

[Galleriet er ikke fundet]

Mommark Landsbylaug sætter fokus på Mommark Havn og campingplads med skuespil og stormøde

Torsdag den 4. februar 2010
Arrangementet foregår i Latina salen på Mommark Handelskostskole

Billetter skal bestilles senest d. 31. januar 2010 på tlf. 20142463 eller nedenstående formular.

Stormøde og skuespilProgram:

Kl. 19.00
Stormøde om Mommark Havn
Mød op og deltag i debatten med:

Byrådsmedlem Peter Hansen (Venstre)
Formand for Teknik- og Miljøudvalget og ansvarlig for Mommark Havn

Der er nye spændende muligheder for Mommark Havn og campingplads.
Få seneste nyt og deltag i debatten.
Alle interesserede er velkommen!

Kl. 21.00
Veit von Krottnaurer
Oplev en levende og inspirerende Veit von Krottnaurer der på tysk og engelsk underholder med kærlige og lystige tekster af bl.a. Francois Villon, Charles Bukowski
og Berthold Brecht

Musik: På saxofon Jens Tolksdorf

Billetpris for stormøde & underholdning kr. 30,- incl. kaffe og kage

Foredrag om kulturlandsbyen i Adsbøl

Onsdag den 13. januar 2010 kl. 19.00 afholdes der med midler stillet til rådighed af Sønderborg Kommunes Start- og Udviklingspulje  et foredrag i Adsbøl Borgerforenings klubhus, Kobberholmvej 15, 6300 Gråsten. Foredragsholder er Jakob Oschlag, Hørdum, Thy.

Jakob Oschlag har gennem snart fem år været initiativtager til og leder af ”Kulturlandsbyen” i Hørdum og har der været med til at løfte det, der engang blev udnævnt til Danmarks kedeligste landsby, til et kulturelt sted, der modtager priser og hædrende omtale – med aktiviteter inden for teater, musik, forlag, foredrag og eget højskoleforløb.

Jakob Oschlag er instruktør og tidligere konsulent i Dansk Amatør Teater Samvirke med hovedsæde i Gråsten, og hans indsats i Hørdum bygger i høj grad på dette – samt på en teori om at kulturlandsbybegrebet vokser op nedefra.

Kulturen i landsbyen er om og med og ikke mindst af landsbyen selv.

Det er disse erfaringer han vil dele med os, i et foredrag og en efterfølgende debat om, hvad dette kulturlandsby-begreb egentlig er for en størrelse.

Initiativtageren bag dette foredrag er Adsbøl Borgerforening.

Medlemmer af denne forening samt Flensborg Fjords Kunst & Kulturforening (FFKK), Sønderjysk Teaterhus samt Gråsten Landbrugsskole er fælles omkring Kulturlandsby-ideen i området.

Den lokale initiativgruppe har som hovedformål på lidt længere sigt at skabe et kreativt sted med udløbere i det lokale – men også i det regionale og nationale – kulturbånd, et bånd der strækker sig fra Ladegårdskov over Fiskbæk til Adsbøl, men også i videre forstand fra Sønderjylland til Schleswig. I dette flersprogede kulturfelt ligger store oplevelser og venter, og der arbejdes hen imod at samle nogle af disse oplevelser op i et nyt kulturcenter omkring Den røde Lade ved Gråsten Landbrugsskole.

Jakob Oschlag har gjort sine erfaringer oppe i Thy – og erfaren mand er god at gæste. Hans foredrag vil sikkert kunne inspirere alle med interesse i at gøre livet på landet endnu mere attraktivt.

Alle er velkomne i Adsbøl den 13. januar 2010. Kaffe og kage kan købes.

Bankospil i Mommark

Mandag den 26. oktober var Mommark Landsbylaug arrangør af et bankospil.
Spillet blev afviklet i festsalen på Mommark Handelskostskole, og bestyrelsen siger mange tak til Skolen for lån af salen og mange tak for kaffe og kage.

Tak til de mange som denne aften bakkede op om vores arrangement. Det blev en meget hyggelig og spændende aften.

Til afvikling af spillet havde Landsbylauget besøg af Leif Petersen, som med stor professionalisme, humor og indlevelse sikrede at spillet blev afviklet til stor tilfredshed for alle.

Flere spillere sikrede sig både en og to hovedpræmier. Der blev spillet om flotte gevinster fra vore sponsorer og i alt blev der afviklet 12 spændende spil og der blev med rund hånd uddelt mange sidegevinster.

En stor tak til REMA1000 Høruphav, OSTEN Sønderborg, Føtex Sønderborg, Davisen Høruphav, Slagter Nielsen Langesø, Brugsen i Skovby, Dansk Glas Kunst Høruphav, TeleMarketing Mommark, Slagter Franke Sønderborg, SuperBrugsen i Høruphav og Pilz Danmark Sønderborg.

Gevinsten ved sidste spil ”Pladen fuld” var et digitalt kamera som blev vundet af 6 årige Charlie Lorenzen. Tillykke til Charlie og alle de andre vindere.

Med den store opbakning fra sponsorer og spillere ser Mommark Landsbylaug frem til at kunne gentage succesen i 2010.

Se billeder og video fra aftenen forneden.

Mommark Landsbylaug
Jan Kay
Formand
Tlf. 20142463

Videoklip – Bankospil i Mommark

[Galleriet er ikke fundet]

Sommerfest i Mommark

Lørdag den 29. august var ca. 40 voksne og 16 børn mødt frem til fest og leg, hos Jens og Laila på Svennesmøllegård.
Vejret var en udfordring, men heldigvis forbarmede vejrguderne sig og i de timer hvor vi legede udendørs var der sol og milde vinde.

Sommerfesten blev indledt i teltet med kaffe, sodavand og kager. Efter vi således var varmet op, blev børnene inddelt i nogle grupper og så gik det ellers løs med diverse lege.
Ringspil, flytte vand og støvlekast. Humøret var i top, latter, konkurrence, stor opbakning fra mødre og fædre. Stor opfindsomhed og måske også lidt godmodigt snyd.
Og de voksne skulle naturligvis også være med i de muntre lege.

Efter den megen aktivitet var det tid til at tænde grillene op.
Og fra de medbragte madkurve blev der fremtryllet den dejligste grillmad.
Der var stor aktivitet ved de 2 grill og snakken gik lystigt. Snart var der gang i spisningen og en rigtig god stemning ved bordene gav festen kulør.

Et højdepunkt var naturligvis kåringen af Årets Kagebagemester i Mommark 2009 med tilhørende Pokal..
Der var blevet indleveret mange og meget flotte kager. På forhånd var alle klar over, at der ville blive en særdeles hård fight om pokalen.

Der blev sammensat en jury, bestående af 3 meget kompetente damer. Kagerne blev blandt andet bedømt på udseende, kreativitet, farvesammensætning og naturligvis på smag. Det blev et tæt løb og kun ganske få point afgjorde konkurrencen.

Elisabeth Mørk blev året vinder og kan derfor kalde sig Kagebagemester Mommark 2009, stort tillykke..
Efterfølgende blev der spist kager i den helt store stil. Mange tak til alle som deltog i konkurrencen.

Tak til alle hjælpere og tak til Laila og Jens for at I lagde lokale og legeplads til.

Vi ser naturligvis frem til sommerfesten i 2010.

Mommark Landsbylaug
Jan Kay
Formand
Tlf. 20142463

[Galleriet er ikke fundet]

Mere Musik i Mommark søndag den 5. juli 2009

Med sol fra en næsten skyfri himmel, og en svag vind fra nordvest, dannede Mommark Havn denne søndag rammen om Mommark Landsbylaugs første jazz-arrangement.
700-800 mennesker fik serveret flot jazz af orkestret Royal Garden Jazz Band, der består af 6 fortræffelige musikere som i 3 timer underholdt det store publikum med flere af de kendte klassikere ”Down by the Riverside, BasinStreet Blues, When you are smiling” og mange andre dejlige numre. Musikken, orkestrets humoristiske indslag og et meget medlevende publikum gjorde dagen til en succes.
Det var også en fornøjelse, at se de flotte biler og motorcykler fra Als Veteranklub, der havde valgt at gæste Mommark Havn.

Mommark Havn var dagen igennem et tilløbsstykke og mange mennesker var her for første gang i flere år, og gav udtryk for hvor dejligt det tidligere var at gæste Mommark Havn, og at det er sørgeligt som tingene har udviklet sig for havn og campingplads.

Rigtig mange publikummer ser allerede frem til næste musikarrangement fra Mommark Landsbylaug.

Mommark Landsbylaug ville med dette arrangement sætte fokus på Mommark Havn og campingplads, der tidligere var et meget søgt og afholdt udflugtsmål.
Den store tilslutning på denne dag viser, at Mommark stadig er et populært udflugtsmål trods de beskedne rammer.

Der er ikke mange steder i Danmark hvor der tilbydes havn og campingplads i et så idyllisk område.

Ejeren er Sønderborg kommune, der desværre ikke kan se de mange muligheder som såvel havn som campingplads tilbyder. Et salg har til dato været det alt afgørende for kommunen, der kun ønsker at blive fri for den forpligtelse der er med at holde indsejlingen til havnen sejlbar. Mommark Landsbylaug har derfor ikke fået mulighed for en konstruktiv dialog om en plan der skal genskabe Mommark Havn og campingplads som udflugts- og feriemål.

Det har i flere artikler i JydskeVestkysten fremgået, at Mommark Landsbylaug og Sønderborg kommune arbejder sammen på at få havn og campingplads op at stå igen. Dette er desværre ikke tilfældet, men Landsbylauget forventer snarest at få et tættere samarbejde med kommunen og vil i nær fremtid invitere de implicerede politikere til et møde i Mommark.

Så derfor kære medlemmer af Sønderborg Byråd:
Det er helt OK at tage fejl, men det er ikke i orden IKKE at indrømme sine fejl.
Det er meget sandsynligt, at færgen til Ærø flytter allerede i oktober 2009, og derefter vil kun aktiviteter fra campingplads og havn kunne skabe grundlag for Café Mommark Strand, som i dag er en hyggelig og flittigt benyttet café af både lokale og turister.
Så derfor skal der i dag lyde et klart signal til politikerne: Sid ikke længere på hænderne, men kom I arbejdstøjet og lad os igen få en velfungerende havn og campingplads, allersenest fra foråret 2010, men meget gerne før.

Der skal lyde en stor tak til såvel publikum som sponsorer og de frivillige hjælpere der fik dette arrangement til at forløbe så flot og forhåbentlig på gensyn til Mere Musik i Mommark i 2010.

Jan Kay
Formand
Mommark Landsbylaug

[Galleriet er ikke fundet]