Referat fra Bendt Olesens besøg hos Mommark Landsbylaug

Referat fra Bendt Olesens besøg hos Mommark Landsbylaug på Mommark Handelskostskole d.17/3/09

Umiddelbart efter Mommark Landsbylaugs generalforsamling fortsatte aftenen med en debat om Mommark Havn.

Oplæget til Bendt Olesen:
I Mommark taler vi meget om Havnen.
Der er mange som kan huske, at Mommark Havn og campingplads samt restaurant som et dejligt ferieområde, et område som trak mange gæster og turister til, et område som også var til stor glæde for borgerne i Mommark.

Så skete der en ulykkelig forandring. Havnen blev ikke vedligeholdt. Campingpladsen gik i forfald. Ingen gjorde noget.

En åbenbart uundgåedelig konkurs ramte havnen, campingpladsen og restauranten.

Sønderborg kommune er nu ejer af hele området.
Fremtiden for Mommark Havn og campingplads er lagt i hænderne på Plan- og Strategiudvalget og dermed Bendt Olesen.

Så hvad er der sket? Hvad vil der ske? Hvor vidt er kommunen med planerne for fremtiden? Vil den planlagte løsning være til gavn for borgerne i Mommark?

De spørgsmål og forhåbentligt mange flere ser vi frem til, at vi får svar på her i aften.

Landsbylauget havde derfor inviteret byrådsmedlem, formand for Plan- & Strategiudvalget Bendt Olesen til en debataften om havnen.

Bendt Olesen forelagde forsamlingen de relevante historiske kendsgerninger fra tiden hvor Mommark Feriecenter hørte hjemme under Sydals kommune, til tiden hvor den tidligere ejer  gik konkurs og til i dag hvor Sønderborg kommune er ejer og ansvarlig for drift og vedligeholdelse.

”Der er et enigt byråd på 31 medlemmer som står bag beslutningen om, at Mommark Havn skal sælges og dermed befri kommunen for det økonomiske ansvar”, var Bendt Olesens kommentar på spørgsmålet: ”Hvad vil der ske med havnen”?

”Det er ligeledes kommunens agt, at søge en investor, der kan realisere lokalplanen for området og dermed give Sønderborg kommune et nødvendigt udspil til turister”.
”At Danfoss Universe står alene går ikke i længden” sagde Bendt Olesen.

(LOKALPLAN LY 8 ”Maritimt Feriecenter i Mommark Skudehavn” Den 8. juni 1988 kan ses  her: http://plan.sonderborg.dk/files/3/LY.8.pdf)

Bendt Olesen fortalte endvidere, at kommunen har 2 investorer som er stærkt interesseret i at overtage Mommark Havn.
Videre oplyste han, at der er afholdt et møde med den ene investor, (den 2. februar 2009) og dette møde gav Bendt Olesen den opfattelse at det vil være realistisk med et salg inden sommer, men man skulle ikke forvente byggeri i de nærmeste år.

Om dette er realistisk kan kun tiden vise, idet Bendt Olesen måtte erkende at der ikke er aftalt et nyt møde.

Yderligere afviste Bendt Olesen, at leje eller forpagte området ud, ligesom der ikke kunne blive tale om, at udlægge nogle broer til lystsejlere.
Campingpladsen er for lille til at kunne give et rimeligt afkast, og kommunen vil under ingen omstændigheder igen stå i en situation hvor lejer eller forpagter ikke kan få det til at hænge sammen.
Kommunen er heller ikke indstillet på, at fjerne de uskønne plader der er monteret på diverse døre og vinduesåbninger i bygningerne.
Kommunen fortsat vil udføre er udgravning af havnen så færgedriften ikke får problemer.
Og så vil kommunen også sørge for at slå græs samt klippe hegn.

Måske kunne der på sigt blive tale om, at undersøge mulighederne for at udarbejde en ny lokalplan, hvor de planlagte hytter ikke bliver bygget ude i vandet, men på kysten.

I øvrigt har kommunen nu ryddet op, fjernet de gamle campingvogne samt de gamle gulve til diverse fortelte.
Der blev Bendt Olesen dog modsagt, idet flere udtalte, at det flyder med glasskår, søm og skruer og andre rester fra håndværkerne og Vej & Parks arbejde.

Et løfte fik borgerne i Mommark dog af Bendt Olesen.
Han ville arbejde på, at bestyrelsen for Mommark Landsbylaug kunne deltage i samtaler med parterne inden de afsluttende forhandlinger.

Mommark Landsbylaug siger tak til Bendt Olesen for at han ville komme her i dag og give Mommark-borgerne mulighed for at give udtryk for såvel deres utilfredshed som mulighed for at stille spørgsmål.

Tak til Mommark Handelskostskole for lån af Latina salen og for kaffe og kage.

På vegne af bestyrelsen for Mommark Landbylaug
Formand Jan Kay

En tanke om "Referat fra Bendt Olesens besøg hos Mommark Landsbylaug"

  1. Dan Christensen

    Hej

    ville lige høre om det er mulighed for at få salgsopstillingen på Mommark camping og haven?

    Med venlig hilsen
    Dan Christensen
    Nordvangsvej 10, Stenhøj
    9900 Frederikshavn

Der er lukket for kommentarer.